Handelsbetingelser

Her finder du mine handelsbetingelser. Jeg ønsker at du med dit nye smykke fra Smilow Design Denmark får en god oplevelse, og derfor skal du endelig skrive til mig hvis du har spørgsmål til mine smykker. Det kan være svært at beskrive alle detaljer omkring smykkernes farve, udseende, længde, bredde osv. så skriv til mig hvis der er oplysninger du mangler, så eventuel tvivl kan blive fjernet. Hellere dét end at bestille et smykke du ikke bliver glad for.

Kun nethandel

Fra sensommeren 2022 var det ikke længere muligt at handle hjemme hos mig i privaten, men udelukkende via Internethandel. Dette skyldes at det var for stor en udfordring i vores hverdag at alt skulle sættes til side, for at vise smykkerne frem til kunder herhjemme. Nogle gange midt i aftensmaden eller imens vi havde gæster. Det blev simpelthen for stor en udfordring for mig og min familie når fremvisningerne foregår i min stue. Smykkerne er kun en hobbyvirksomhed og derfor har jeg også et andet arbejde. Derfor droppede jeg i ´22 at have åbne døre herhjemme.

Jeg var spændt på om beslutningen fik betydning for min butik, men det har vist sig at blive meget positivt modtaget. Der er heldigvis en stor forståelse for min beslutning. Så måske møder du nogen der siger at de har været på besøg hos mig, og så passer det også, men er altså ikke en mulighed i dag 🙂

Tilpasning af smykker

Har du set et smykke i shoppen hvor farverne, længden eller finish ikke er som du ønsker så skriv til mig, ofte kan de enkelte smykker tilrettes så de passer til netop dit behov. Hellere rette ønsker til, INDEN jeg sender, for at vi begge undgår at du senere fortryder dit køb.

Forsendelse

Jeg sender som udgangspunkt med PostNord og GLS og i den forbindelse er der fire forsendelsestyper du kan vælge imellem:

Post Nord pakke til pakkeboks til 55 kr (Inkl. tracking og erstatning)

Post Nord pakke leveret på adresse til 65 kr (Inkl. tracking og erstatning)

GLS pakke til pakkeboks til 50 kr (Inkl. tracking og erstatning)

GLS pakke leveret på adresse til 65 kr (Inkl. tracking og erstatning)

Skriv til mig hvis du i stedet ønsker levering med DAO. Det kan godt lade sig gøre men er ikke muligt via hjemmesidens nuværende indstilling.

Du kan også afhente smykkerne på min adresse i Middelfart og i forbindelse med indkøb via hjemmesiden kan du vælge afhentning til 0 kr. Når jeg modtager en ordre med ønske om afhentning, så kontakter jeg dig via den mailadresse du opgiver, så vi kan aftale, hvornår du kan afhente.

Alle ordrer over 400 kr. leveres i smukke gaveæsker med sort skum, pakket i en stor boblekuvert.

Mindre ordrer (såsom ørehængere) leveres i en fin smykkepose og/eller indpakkes i fint lyseblåt silkepapir. Disse leveres også i en boblekuvert.

Du kan betale med dit Visa Dankort, Maestro eller Mastercard. Jeg tager også imod Mobilepay. Hvis du hellere vil betale med Mobilepay så skriv til mig.

Hvis smykket skal byttes

Lever smykket ikke op til dine forventninger eller passer det bare ikke til dig, så kontakt mig, så finder vi en løsning på det. Jeg bytter meget gerne et smykke i op til 28 dage, men du kan kun bytte smykket hvis det er i samme stand som da du fik det tilsendt og hvis smykket ikke er specialfremstillet til netop dig. Skal smykket byttes så skal jeg have mail fra dig senest 14 dage efter at du modtog smykket og fragtomkostninger afholdes af køber.

Fortrydelsesret

Ønsker du at fortryde dit køb, skal du være opmærksom på følgende:

Fortrydelsesretten udløber 14 dage efter den dag du har modtaget varen.

Du skal inden 14 dage fra modtagelse give mig meddelelse via mail om, at du ønsker at fortryde dit køb.  I din meddelelse skal du gøre tydeligt opmærksom på, at du ønsker at udnytte din fortrydelsesret.

Du kan ikke fortryde ved blot at nægte modtagelse af varen eller ved at annullere kreditkortbetaling på nettet uden samtidig at give mig tydelig meddelelse herom. Når fortrydelsesretten udnyttes skal du selv betale portoen for at sende varen retur.
Varen skal sendes til:

Jannie Smilow Andersen, Æblevænget 6, 5500 Middelfart

Varer som er undtaget fortrydelsesret

Levering af varer, som er fremstillet efter dine personlige ønsker eller har fået et tydeligt personligt præg er undtaget af fortrydelsesretten. Den fulde oversigt over undtagelser til fortrydelsesretten findes i Forbrugerlovens paragraf 18

Værdiforringelse

Du hæfter for eventuel forringelse af smykkets værdi, som skyldes anden håndtering, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art og egenskaber. Med andre ord – du må gerne prøve smykket ligesom hvis du prøvede det i en fysisk butik. Hvis smykket er prøvet udover, hvad der beskrevet ovenfor, betragter jeg det som brugt. Dvs fortryder du købet, får du kun en del eller intet af købsbeløbet retur, afhængig af varens handelsmæssige værdi.

For at modtage hele købsbeløbet retur må du altså gøre det samme, som man kan i en fysisk butik. Afprøve smykket, men ikke tage det i egentlig brug.

Tilbagebetaling

Hvis du fortryder dit køb, får du naturligvis det beløb, du har indbetalt til mig, tilbage. I tilfælde af en værdiforringelse, som du hæfter for, fratrækkes denne købsbeløbet.
Hvis du benytter din fortrydelsesret, refunderer jeg betalingen modtaget fra dig, herunder leveringsomkostninger (dog ikke ekstra omkostninger som følge af dit eget valg af en anden leveringsform end den form for standardlevering, som jeg tilbyder), uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor jeg har modtaget meddelelse om din beslutning om at fortryde denne aftale. Jeg kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil jeg har modtaget varen retur.

Reklamationsret

Når du handler på Smilow Design Denmark har du selvfølgelig 24 måneders reklamationsret. Dette betyder, at du enten kan få smykket repareret, byttet, eller pengene tilbage afhængig af den konkrete situation. Dette betinger naturligvis, at reklamationen er berettiget og at manglen ikke er opstået som følge af en fejlagtig brug af smykket eller anden skadeforvoldende adfærd.

Se i øvrigt min beskrivelse af, hvordan du passer på dine smykker

Husk ved reklamation at fremvise/medsende kvitteringen for dit køb.

Gavekort fra Smilow Design Denmark

Jeg udsteder også gavekort som er udprintet på papir med dato, navn og beløb.

Gavekortet har en udløbsfrist på 1 år fra udstedelsesdatoen.

Gavekort kan ikke ombyttes til kontanter.

Kontakt mig venligst hvis du har spørgsmål til ovenstående.